Mit professionelle liv
Jeg er læge og speciallæge fra Københavns Universitet. Jeg har taget en medicinsk doktorgrad over emnet: Ultralydvejledt punktur i IVF-behandling.
Jeg var med på det første hold i Danmark, som foretog IVF-behandling. Jeg var den første i landet, som skrev videnskabeligt om ultralydscanning af ægblærer, follikler; jeg var faktisk den første og eneste i landet, som scannede follikler.
Det var i 1980. Jeg var ansat på Rigshospitalets ultralydsafsnit på gynækologisk afdeling og hovedopgaven var at ultralydscanne fostre og tage fostervandsprøver. Jeg har foretaget omkring 3.500 fostervandsprøver.
Det var oplagt, at overføre teknikken fra fostervandsprøve-tagningen til folliklerne, og tage æggene ud ved at suge folliklerne tomme med nål og sug under ultralydvejledning. Det gjorde vi så! Mig og sygeplejerske Merete Kjellow, som ses til venstre på fotoet.
De første forsøg foregik i forbindelse med laparoskopi (kikkertundersøgelse) i fuld bedøvelse; snart kunne vi gøre det som på fotoet i lokal bedøvelse. Der blev høstet æg fra allerførste forsøg den 2. december 1980.
Ultralydbilledet nedenfor er fra denne den allerførste ægudtagning med ultralyd. Patienten var selvfølgelig fuldt informeret og interesseret. Apparaterne var ringere end nu og billederne tilsvarende dårligere. Pilen peger på nålespids ekkoet. Nålespidsen står i urinblæren (som er sort) lige over folliklerne. De ses som let uskarpe mørke områder midt i det hvide nedenunder. Det er dem, som skal rammes og suges ud. Og det lykkedes!
Mange fertilitetslæger troede ikke på metoden og i mange år fik de fleste patienter i Verden laparoskopi, når de skulle have høstet æg til deres IVF-behandling. De første rapporteringer fik jeg i hovedet igen af de videnskabelige tidsskrifter. Man troede simpelthen ikke, det kunne være rigtigt. Langsomt vandt metoden indpas, dog mange steder i fuld bedøvelse. Efter nogle år kom metoden med ultralydvejledt ægudtagning gennem skeden og det er nu den foretrukne metode i fertilitetsbehandling. Mine videnskabelige artikler, der beskriver metoderne og deres gennemprøvning ses under ”Videnskabelige publikationer”.
Jeg har i en periode været ansat som senior stipendiat under Kræftens Bekæmpelse. Det var for at studere ultralydscanning af testiklerne. Min teori var, at ultralydscanning af testiklerne kan afsløre tegn på begyndende testikelkræft. Jeg har udført studier på mænd fra SAS og mænd på session. Det var for at få et billede af normale mænd. Jeg har også scannet mænd med dårlig sædkvalitet, mænd med testikelkræft og mænd med testikler i lyskekanalerne; desuden mænd, som stod for at skulle opereres på mistanke om testikelkræft, og en del drenge, hvor testiklerne ikke var trængt ned i pungen, samt drenge med leukæmi. Studierne er bekræftet med vævsprøver og sædprøver og bekræfter teorien. Se ”Videnskabelige publikationer”. Konklusionen er, at forstadier til testikelkræft kan ses på ultralydscanning.
Jeg var ansat på Hamlet i 7 år og var leder og overlæge på den gynækologiske afdeling, hvor jeg opererede og foretog IVF-behandling. Det er mig til højre på operationsstuen. Jeg udførte den første operation på Hamlet. Det var en hysterektomi.
Jeg sad i overlægerådet og var i en periode i ledelsen. Jeg var samtidig konsulent på Rigshospitalet, hvor jeg udførte testikelscanninger.
I 1997 købte jeg en deltidspraksis i Charlottenlund og besluttede at tilbyde patienterne ultralydscanning af brysterne som alternativ til mammografi. Jeg havde opdaget at undersøgelse af brysterne med hænderne var helt utilstrækkeligt til at undersøge for kræft. Store multicenter undersøgelser har bekræftet, at det er ren plat. Det er ikke muligt med bare nogenlunde sikkerhed hverken at påvise eller afvise brystkræft ved at føle på brysterne. Jeg havde også fået en fornemmelse af, at mammografi var rimelig usikker. Jeg sørgede for, at det blev noteret i et felt på journalen, når jeg havde ultralydscannet brysterne; jeg registrerede dato og fund. Hvis der var noget, der kunne give mistanke om kræft henviste jeg til mammografi eller operation. Det blev til en 10 års opfølgning og alle brystscanninger, jeg havde udeført, blev efter tilladelse fra Datatilsynet krydset med Cancerregisteret i Sundhedsstyrelsen. (Suzan Lenz: Breast ultrasound in office gynecology – ten years of experience. European J Ultrasound 32(2011)3-7). Det viste sig, at være en hel del mere sikkert end mammografi, men selvfølgelig ikke 100% sikkert. På dette tidspunkt havde diskussionen om mammografi screening nået et skingert højdepunkt og ud fra en case med en patient med udbredt kræft indklagede brystkirurgerne på Herlev Hospital mig til embedslægen for at ultralydscanne bryster. Patienten havde udbredt modermærkekræft med metastaser til mange organer og hun havde også en metastase i brystet. Det var 5 måneder efter, at jeg havde undersøgt hendes bryster.
Med følelse af at jeg havde en god sag og for at sætte fokus på brystundersøgelser, lod jeg mig interviewe til 21-Søndag. Det skulle jeg aldrig have gjort. Interviewet var helt overredigeret og forvrænget og det fremstillede mig som den dybt angrende læge, der ser ned i gulvet. Klippet var taget mens fotografen indstillede kameraet, som han sagde. Så var der lagt overspeak indover.
Nu kom Sundhedsstyrelsen på banen – de havde jo også fået en anmeldelse fra brystkirurgerne.
De følgende år kørte Sundhedsstyrelsen en hetz mod mig med møder i Styrelsen, hvor man anklagede mig for lidt af hvert og truede mig med at fratage mig min autorisation. Det blev suppleret med uanmeldte inspektioner på min klinik, hvor embedslægerne uden varsel stod midt i venteværelset med en kuvert med en ransagningskendelse udstedt af samme embedslæger. Man udtog journaler, som cirkulerede i Styrelsen til forargelse for en del af mine patienter, som ikke havde noget ønske om at klage over mig. Der var over 100 sagsakter.
Jeg er aldrig blevet kendt skyldig i en patientklagesag.
Jeg begyndte at skrive; først som en dokumentar over de ting, der skete; siden som en slags terapi. Nogle af de situationer, de satte mig i, var så uvirkelige, at jeg følte behov for at skrive dem ned. Fandt dette virkelig sted? spurgte jeg mig selv. Ja, det gjorde det og min advokat kunne bekræfte situationerne og samtalerne med Sundhedsstyrelsen. Jeg skrev og skrev. Jeg fulgte op med fiktioner og ønsketænkning. Til sidst havde jeg skrevet en roman. Den hedder ”Mine bryster”.
Fra TV’s side blev man klar over, at man var gået for vidt og direktøren besluttede, at udsendelsen aldrig måtte vises igen, hverken helt eller delvist.
Bryst ultralydscanningerne udfører jeg stadigvæk. De er effektive til at afsløre brystkræft. Efterhånden er både røntgenlæger og brystkirurger blevet interesserede. I udlandet er brystundersøgelser typisk lagt under gynækologerne, som også opererer for brystkræft, f.x. i Tyskland. Gynækologer ultralydscanner i stort set hver eneste konsultation, så det falder naturligt at anvende ultralyd på bryster for at stille diagnoser. Man skal huske, at scanning med ultralyd er ufarligt og smertefrit.
Jeg har mange børn ”på samvittigheden” fra mine mange år med behandling af barnløshed. Det har været en stor glæde at se og følge alle de glade forældre. Livet bliver et andet, når man får børn og ønsket kan være meget stort. Jeg har lært, at teknikken er afgørende. Jeg har også lært, at det psykiske og personlige har stor betydning. Hjælpen skal også være at guide. Der skal være ro på og tryghed.
